Grundejerforeningens Historie

Landsbyen Husum blev 1. januar 1901 sammen med bl.a. Brønshøj, Utterslev og Valby indlemmet i Københavns Kommune; indtil da var Husum den største landsby i sognekommunen Brønshøj-Rødovre. Udstykningen langs Frederikssundsvej tog fart, og ikke altid lige hæderlige have- og parcelforeninger skød frem.

I 1918 købte Københavns Kommune gårdene Allégården og Holmegården, som hver var på godt 50 tønder land, og disse jorder (matriklerne 14 og 15 på dette kort fra ca. 1817 fra Geodatastyrelsen) blev sammenlagt. Midt på det samlede areal opførte kommunen i 1930 Husum Skole og udlagde jorden syd for til sportsarealet Husumparken. På jorden nord for blev Husum Vænge bygget i 1950’erne.

Grundejerforening Allegårdens Villaby blev ifølge fhv. formand Tommy Jensen oprettet i 1915 og hed på daværende tidspunkt Allégaardens Haveby. Foreningen er anlagt på den del af matrikel 16, der ligger nord for Frederikssundsbanen, og som omkring 1920 blev solgt til udstykning.

Kilder:
Asger Fog, Husum – Landsbyen der forsvandt, Brønshøj Museum 1993.
Historiske kort på nettet, Geodatatyrelsen, https://hkpn.gst.dk/